“Åh nej, DE ORANGE MÆND.” “Jeg har hørt så meget om dem. Og aldrig noget godt.” siger Sælen Sælvig. “Jeg troede slet ikke, de fandtes i virkeligheden.” “Jeg troede, de voksne bare ville skræmme os, da vi var børn.”

“Så farlige er de vel heller ikke?!” siger Lange Lenny.

“Undskyld hr?” Siger Tynde Tilde med påtaget optimisme. “De kunne vel ikke sige os, hvor vi kan træffe at finde en lille grøn krokodille ved navn Skæg?”

De orange mænd stirre bare ud i luften, som om ingen andre er i rummet.

“Der er vist heller ikke meget hjælp at hente her.” Siger Tynde Tilde opgivende. Og hun begynder pludselig at græde.

“Hvad er der dog galt?” spørger Lange Lenny bekymret. “Har de orange mænd gjort dig noget?” og løber straks over til Tynde Tilde.

“Jeg ved det ikke.” Siger Tynde Tilde hulkende. “Jeg blev bare lige pludselig så ked af det.” “Men jeg ved ikke, hvorfor.” “Og det gør mig endnu mere trist. Sådan helt indeni.” “Det er sket ret tit her på det sidste,” “Men jeg tror bare, det er, fordi jeg er så træt hele tiden.”

“Det lyder som om, du har fået en depression.” Siger Sælen Sælvig.