Torsdag, den 11. december 2025 kl. 19.00 i SIFFEN, Sørby
af Birgit Larsen
Formand Britta Jensen bød hjerteligt velkommen til de fremmødte og så frem til nogle hyggelige timer ved det dejlige kaffebord. Der var 47 tilmeldte. Igen i år dejligt at så mange var mødt op og havde medbragt deres gode julehumør. Julevanen tro havde alle en pakke med, som blev lagt i de to store julesække.
Langs de 3 lange borde var der lyskæder, som hyggeligt lyste op. Jørgen havde lavet de flotte granbuketter med stedsegrønt i, som lå rundt på bordene. Røde julestjerner lyste også smukt op på de hvide duge. Der lå et sanghæfte ved hver kuvert.
Der blev budt på kaffe, te, sodavand, en dejlig gulerodskage og 3 slags småkager. Bodil var mester for det glutenfrie bagværk.
I løbet af aftenen sang vi “Højt fra træets grønne top”, “Et barn er født i Betlehem” og “Dejlig er Jorden”. Der blev sunget flot med, selvom der ikke var musikakkompagnement.
Nu var det tid til kaffebordet. Der blev hyggesnakket meget rundt ved bordene.
Der blev solgt lodder til kinesisk lotteri, og efterhånden som lodderne blev åbnet var der et flot farvespil med alle de købte lodder i 4 forskellige farver.
Niels Rasch læste julehistorien ”Den Store Pakkekrig” (af Glenn Ringtved). Niels læste meget levende den morsomme julehistorie. Niels havde en flot sort ledvogterkasket på under oplæsningen. Det havde været stationsforstanderens fra Høng – Tølløse banen, fortalte Niels.
Lars havde ”Blindes Jul” med, som alle havde mulighed for at købe med hjem.
Nu var det tid til nummerudtrækning af det kinesiske lotteri. Kjeld og Marianne stod for nummerudtrækningen, og Jørgen, Boye, Kim og Britta havde travlt med at dele de mange pakker ud. Enkelte var ekstra heldige og kunne gå hjem med flere gaver.
Britta takkede alle fremmødte for en meget hyggelig juleafslutning og et aktivt år i svømmehallen og ønskede alle en glædelig jul og et godt nytår.
På gensyn til alle i det nye år
Torsdag, den 8. januar 2026 kl. 19.30 i Slagelse Svømmehal
Igen har året 2025 vist, hvor stor betydning Slagelse Handicap Idrætsforening har for så mange med forskellige udfordringer i hverdagen. Slagelse Handicap Idrætsforening har sin berettigelse for alle og er med til at gøre en forskel for mange!